En fantastisk fiskehistorie

I 50 år har den blåfinnede tun været forsvundet fra danske farvande. I løbet af to uger i september har danske sportsfiskere fanget 18 store og flotte eksemplarer i Skagerrak


I et par uger har næsten 100 danske lystfiskere sammen med et lille hold biologer holdt til i Skagen. Så snart vejret var til det, er de sejlet ud i Skagerrak i deres små både, forsynet med solidt fiskegrej, for at fange tun. Det er første gang i mere end halvtreds år, danske fiskere har haft denne mulighed. Tunen har nemlig været forsvundet fra danske farvande siden midt i tresserne. I de seneste par år er enkelte eksemplarer blevet observeret, men det var strengt forbudt at fiske dem.


De tun, der er blevet fanget er da heller ikke endt i sushibarerne. Sportsfiskerne har stået i videnskabens tjeneste. De 18 fisk, det lykkedes dem at få helt op på dækket, blev forsynet med radiosendere og derpå sat ud igen.


Senderen på tunens ryg indsamler data om lysforhold, dybde og vandtemperatur. Den er konstrueret til at poppe op til overfladen et år senere. Fra senderen går data via satellit til forskernes computere, og de kan nu kortlægge viden om den blåfinnede tuns færden. Med dette materiale har man gode muligheder for at sikre og udvide bestanden af den blåfinnede tun, som er en fantastisk fisk. Kåre Ebert fra Dansk Sportsfiskerforbund beskrev begejstret i morgenradioen, hvad det er, vi taler om: En fisk, der kan blive 5 meter lang, svømme 80 km i timen og opnå en vægt på 700 kg!


Det er nok være at gøre en indsats for, at dette fantastiske dyr igen får hjemme i danske farvande!

 

Kilder:

http://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2017-09-27

http://www.aqua.dtu.dk/Nyheder/Nyhed?id=4f72f0ed-3511-4c2b-bb3a-8af171c7a46b


Kategorier: Fiskegrej, Fiskehistorier
Sidemenu


Fluehjul



Fluer