Naturinitiativ der virker

Takket være Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening er der atter fiskeyngel i Tversted Å


DTU Aqua har siden 1968 undersøgt Tversted Å i Nordjylland. Undersøgelserne har været nedslående: Det var umuligt at finde ørredyngel fra gydning.

Men ved dette års undersøgelse fandt man meget yngel to steder. Dette opløftende resultat skyldes den nystartede forening Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening.

I den  lille fine film ”Opstarten og det brede samarbejde” fortæller formanden for Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening Søren Pedersen, at foreningen blev til for et par år siden med det formål at forbedre naturtilstanden i og omkring  i Tversted Å. Herefter  følger vi det kæmpe arbejde, der ligger forud for, at man allerede så kort tid efter foreningens grundlæggelse kan se så positive resultater. Forskeren fra DTU er tydeligt imponeret og glædeligt overrasket over al  den yngel, det lykkes ham at fiske op i nettet til registrering.

Når dette har kunnet lade sig gøre, er det, fordi foreningen har lagt vægt på, at miljøforbedringen skulle ske til glæde ikke bare for fiskerne, men også for lodsejerne og for de naturelskere, der færdes omkring åen. Det har givet bred opbakning til projektet, hvad der kommer til udtryk ved, at lodsejernes kvæg, afgræsser arealet om åen, så den uigennemtrængelige bevoksning er forandret til åbne, tilgængelige enge.

I åen er der etableret 29 gydebanker, og den altdominerende pindsvineknop  ryddes til fordel for planter, der skaber den bedste afvanding og strøm i systemet.

Fonde, sponsorer, private og medlemmer af foreningen skaber sammen det økonomiske grundlag for forbedringerne. De lokale landmænd bidrager med jord, skjulesten og maskiner.

Alt i alt er Tversted Å projektet en løfterig fortælling om, hvad der kan udrettes, når alle gode kræfter slår sig sammen.

Se den opmuntrende film om projektet her.  https://vimeo.com/231784998  

 



Kategorier: Aktuelt, Fiskeguide, Fiskehistorier, Lystfisker, Outdoor, Til lands, Til vands
Sidemenu


Fluehjul



Fluer