Vellykket Lystfiskermesse

Besøgende fra hele landet strømmede til lystfiskermessen i Lillebæltshallerne


Med stor spænding tog vi fra Fangstgaranti afsted til Middelfart tidligt søndag morgen for sammen med Tremarella Danmark at gøre vores stand klar til åbningen af lystfiskermessen. Det var første gang, vi deltog i et arrangement af den art, og vi var noget usikre på, hvad vi skulle forvente af dagen.

 

Vi blev dog hurtigt stærkt opmuntrede, for allerede inden messen åbnede klokken 09:00 stod mange klar til at komme ind og se på sagerne og gøre et godt køb.

 

20 stande med udstillere fra begge sider af Lillebælt kunne byde gæsterne velkommen med deres særlige udbud. Specielt stor interesse var der for Thomas Teicherts præsentation af de nyeste typer af snurrebasser, men alle udstillere havde grund til at være yderst tilfredse. Mere end 700 besøgte messen, og der var livlig snak og købelyst overalt.

 

Fangstgaranti havde sammen med Tremarella Danmark fået tildelt en fin plads midt i det hele, og vejen faldt naturligt forbi vores stand . Vi bød blandt andet på en lille konkurrence og vi fik mange svarkuponer. Blandt alle dem, der havde skrevet det rigtige svar, kunne vi ved dagens slutning udtrække Zenia som den heldige vinder af forskelligt grej og et Fangstgaranti-forklæde. Stort tillykke til dig Zenia!

 

Vi har grund til at sige arrangørerne af messen Thomas Olesen og Claus Thaisen tak for et meget flot arrangement. Vi håber, at I har lyst til at gentage successen næste år. Vi kommer meget gerne igen!



Kategorier: Lystfisker messe
Sidemenu